fredag den 8. april 2011

Forordet for medlemsblad 149

Det grå guld

Jeg kan godt mærke, at jeg i disse år oftere går i land på mit hjemlands strande. Så jeg smuglytter naturligvis af og til til den danske debat.
Indvandrerdebatten måtte efter min mening gerne snart udvandre.

Der kører minsandten også lige nu en debat om forfattere og kritikere, hvor kritikere kritiserer forfattere og forfattere forfatter kritik af kritikere.

Mit bidrag til en god bogomtaletone er, at danske medier burde ansætte mig til at anmelde og give hjerter til selve boganmeldelserne. Her er et resume af mit cv:

  • Jeg er ikke følelsesmæssigt involveret i debatten.
  • Jeg kender ikke forfatterne  
  • Jeg kender ikke kritikerne.
  • Jeg har ikke været i seng med ovenståendes koner – og hvad der er indlysende endnu vigtigere, jeg tvivler stærkt på, at de har været i seng med nogen af mine.
  • Jeg går ikke til danske litteraturarrangementer.
  • Desuden, mit ego er på lavt blus i Danmark, idet mine venner i England kun har en svag idé om hvad jeg egentlig går og laver.
Nå, mens de danske aviser tygger lidt på mit tilbud, så vil jeg kaste mig over mit egentlige forehavende: Jeg har nemlig også læst, at dansk erhvervsliv fyrer de grå hår i organisationerne. Og debatten går på, om der er tale om aldersfascisme.
Til dette har jeg følgende bidrag.

Jeg har en god ven, Dmitri Klimov, som er koncertpianist (du kan se hans hjemmeside her http://www.dmitriklimov.dk/ ).
Jeg har besøgt ham og hans familie flere gange i Moskva, hvor musikken under disse rejser er i centrum.

En aften gik vi til afgangsprøve for håbefulde nye talenter på Moskvas Tchaikovsky konservatorium, en musikalsk institution af nærmest mytologiske proportioner.
12 studerende viste, hvad de kunne foran tangenterne, og det var ærligt talt forrygende. De var intet mindre end fantastiske og jeg må indrømme, at jeg blev forført af deres joie de vivre.
Flere af dem har utvivlsomt en international karriere foran sig.

Aftenen efter blev Brahms 1. klaverkoncert opført i konservatoriets store sal, med en af konservatoriets store professorer som solist.
Undervejs hviskede Dmitri til mig - til sammenligning med aftenen forinden - ”Now this is the maestro”!
Det var sandt. Han var omkring 65 år gammel. Han sad oprejst i ophøjet ro og havde tydeligvis musikken i sin magt. Han hvilede i sig selv, hvilket smitter af på hele orkestret.
(Der er i øvrigt følgende russiske udtryk: Hvis en pianist spiller bøjet over tangenterne så sidder publikum med rank ryg. Sidder pianisten med rank ryg, så er det publikum der bøjer sig frem).

Ungdommens bravura var denne aften skubbet til side for at kunne koncentrere sig om det vigtige, i dette tilfælde, kunsten.
Ungersvende og ungmøers ofte fandenivoldske gå-på-mod skal altid være hjerteligt velkommen i ethvert firma og samfund. Men kontinuitet, overblik, ro, og en lille bitte smule konservatisme er lige så vigtige ingredienser.

Det er også vigtige ingredienser i enhver roman. Med alder kommer refleksion og uden refleksion ingen roman, hvilket man godt kan reflektere lidt over før, man skal i gang med at fylde indkøbskurven med denne måneds samling af menneskelig forståelse akkumuleret over mange år.

God læsning
Erik Bach Christophersen

onsdag den 20. oktober 2010

Fabergé´s Eggs

Påskeæg

Nuværende Gyldendal Metropol, tidligere Piccadilly Book Club, tilbød The Fabergé’s Eggs af Toby Faber forrige år. Den solgte rigtigt fint. Idéen med at følge historiske omvæltninger gennem et produkt er ikke nyt, men historien om den russiske zar og revolutionen i 1917 set via de i alt 50 ”Imperial Eggs” produceret af Fabergé til det russiske hof i årene 1885 til 1917 er sjældent vellykket.

Citatet af P D James rammer i plet, A fascinating story which combines unique decorative art, contemporary culture, history, and the murder of the Romanovs with the excitement of a crime novel.

Det gør ikke historien mindre interessant, at der i usædvanlig grad er en dansk vinkel til disse de mest berømte juvelbesatte klenodier.

Lad mig opsummere, i 1847 blev Christian beriget med endnu en datter, Dagmar.

På det tidspunkt var Christian fætter til vores daværende konge, Kong Frederik. Frederik forblev imidlertid barnløs, og ind træder Christian som tronfølger og bliver til Christian IX.

Christians kuld gjorde det rigtig godt. Dagmars storesøster blev gift med Prince of Wales, der senere skulle blive til Edward VII. Hendes storebror blev konge af Grækenland. Og Dagmar selv faldt for selveste Nicolai, ældste søn af Alexander II, Ruslands Zar. Forelskelsen var gensidig. De blev forlovet, men året efter – i 1865 – dør Nicolai af Meningitis. Nicolais sidste ønske, var at Dagmar skulle gifte sig med hans lillebror, Alexander III. Om dette er sandt, er ikke til at vide, men under alle omstændigheder, vores Dagmar konverterede til den russisk-ortodokse tro, og fik navnet Maria Feodorovna, og giftede sig med lillebroderen.

Dagmar aka Maria forførte det russiske folk og endnu vigtigere, the high society. Hun var en selskabsløvinde af natur. I 1868 gjorde hun sin pligt, den førstefødte var en søn, den senere Nicolai II. Yderligere fem børn fulgte.

Påsken 1881. Det er søndag den 1. marts, Dagmars svigerfar, zar Alexander II, kører i karet da den bliver angrebet af terrorister. En selvmordsbombe springer og Alexander får sprængt begge ben af, hans mave er sprættet op. Hans sidste ord er ”Til paladset, for at dø der”.

Dagmar overværer svigerfaderens død og hun ved, at denne dystre begivenhed vil gøre hende til Zarina.

Årene efter modtager hoffet konstante og kontante trusler. Det er baggrunden for at Alexander III kontakter juvelerfirmaet Fabergé – som på det tidspunkt var et hæderkronet navn, men det var først lige begyndt at kravle mod berømmelsens tinder. Året er 1885. Alexander III ønsker at Fabergé skal lave et påskeæg til Dagmar/Maria, som skal indeholde en overraskelse, en glædelig overraskelse, der vil opmuntre hende.

Vi har god grund til at tro, at missionen lykkedes. Fabergés påskeæg blev en tradition, som holdt sig helt frem til revolutionen i 1917. De første æg havde således et dansk tema.

I 1894 dør Alexander III af nyresvigt, 49 år gammel. Deres førstefødte søn, Nicolai II bliver Zar og han viderefører, som antydet, traditionen ved fortsat at forære sin mor og dertil sin kone, Alexandra, et påskeæg hvert år.

Hvad der sker under og efter revolutionen, er rasende spændende læsning. Den har du til gode i Tony Fabers, The Fabergé’s Eggs.

Af de i alt 50 kejserlige æg, findes der stadig 10 i Kreml. Dem skal jeg se sammen med historikeren Alevtina Kahitsina i morgen. Jeg kan ikke vente.

På besøg i Kreml:

Frankrig har Louvre. England har The British Museum


Rusland har Eremitage slottet i Skt Petersborg. Og så har de Kreml med et overflødighorn af klenodier fordelt på en række museer, hvoraf The Armoury Museum er det største. Tilsammen viser de, hvor overvældende det russiske skatkammer er, på trods af, at landet har lidt mere end noget andet, hvor Hitler og Stalin tog den største høst, både hvad menneskeliv og destruktion af uvurderlige kunstværker angår.

The Armoury er åben for offentligheden. Prisen for et besøg i alle kirkerne og juvelmuseet samt The Armoury er lige godt 500 rubler, omkring 100 kr.

I det største rum i The Armoury, på første sal, finder du10 af de i alt 50 producerede påskeæg bag hærdet glas.

Dit første indtryk er, at du står over for overdådig kitch. Dette indtryk bevarer du også efter, du har forladt museet. Men to ting drager dig til æggene. Der er historien bag, naturligvis. Den kollektive historiske sentimentalitetsværdi er høj.

Dertil kommer, at ædelmetalbehandlingen uden sammenligning er det ypperste mennesket har kunnet præstere. I en tid underlagt maskiner og masseproduktion er disse færdigheder, om ikke gået tabt, så ikke længere af samme karat.

I Tony Fabers The Fabergé´s Eggs bringes et kapitel, som i detaljer beskriver, hvor krævende det var for Fabergés eksperter at påføre guld, ædelstene og alskens legeringer på disse æg.

Hvert æg indeholdt en overraskelse. Flere af overraskelserne er gået i glemmebogen. Overraskelse og æg blev adskilt i forvirringen under revolutionen.

Og de sidste 40 æg? Otte er forsvundet, men det er sagtens muligt at et eller flere æg vil dukke op.

De resterende 32 vil du finde i diverse privatsamlinger og et enkelt amerikansk museum. Alene historien om, hvordan æggene efter 1917 har vandret på kryds og tværs af landegrænser og antikvitetsforretninger, er både spændende og trist læsning. Korruption og griskhed har fulgt æggene – og ikke så lidt excentricitet, hvilket det engelske aristokrati står for.

I bogen fortælles om en englænder, som kun ville købe Fabergé’s æg alt afhængig af månens position. Man kan aldrig være for forsigtig. (og endnu en lille vidunderlig historie, en englænder kan påberåbe sig at være ejer af den eneste skjorte kreeret af Fabergé, en skjorte der kun blev brugt når der skulle spilles bordtennis. Han påstod at han vandt flere slag, når han bar skjorten. Som forfatteren kommenterer, skyldes det måske primært skjortens effekt på modstanderen.)

Herunder finder du billeder af de påskeæg der opbevares i Kreml. Bogen vil guide dig til historien bag hver af dem. Bemærk den engelske tekst til Fabergé vitrinen, fondene fortæller at det er skrevet cirka 1970erne. Måske skulle vi indføre lidt retro chic i vores sprogbrug, for eksempel, ”jeg arbejder for den kapitalistiske koncern Gyldendal”, eller ”denne skjorte har jeg købt i det storkapitalistiske stormagasin Magasin du Nord”.

Min artikel vil jeg slutte med følgende: Blandt bolsjevismens første ofre, vil du finde mennesker med danske aner. Zar Nicholas II, hans kone og deres fem børn blev massakreret af bolsjevikkerne. Nicholas II var halvt dansk, hans børn kvart danske.

Af den grund synes jeg, at vi skulle forsøge at få nogle af disse påskeæg, hvoraf flere har navnet ”Danish” knyttet til sig, til en udstilling i Danmark.

Ville det ikke være fantastisk?

God fornøjelse

Erik Bach Christophersen

Bestil bogen her

Som nyt medlem kan du bestille bogen her.












torsdag den 30. september 2010

The Best Art You’ve Never Seen

Den 2. marts 2001, seks måneder før angrebet på The Twin Towers, så verden impotent til at Taliban i Afghanistan lagde dynamit omkring to Bamyan Buddhaer og sprang dem i stumper og stykker. Budhaerne var blandt UNESCOs World Heritage Sites.

Det er selvfølgeligt forfærdende, men egentligt fulgte Taliban blot en tradition, et menneskehedens karaktertræk siden mennesket begyndte at lave kunst.
Mennesket og naturen har ødelagt næsten lige så meget kunst som mennesket har skabt.
Forfatteren til The Best Art You´ve Never Seen, Julian Spalding, påpeger at den kunst vi kan finde i diverse museer er kunst som har overlevet tidens tand ved et tilfælde.

Ligesom fossiler (kun en brøkdel af arter blev forstenede før de forsvandt sporløst) fortæller os om et overflødighedshorn af liv fra fordums tid, således med kunst. Vi ved at uvurderlige kunstskatte er gået tabt i krig og katastrofer. Kunstværker er blevet skabt for at ære guder. Da religioner som oftest er skinsyge, betød det at nye religioner brutalt skilte sig af med gamle sæder og traditioner og dets skulpturer.
Heldigvis har masser af kunst overlevet fra alle kendte tidsperioder og kulturer. Noget vi i øvrigt kan takke Victoriatidens vise mænd og kvinder for. Den dag i dag er det stadig primært Vesten der leder, finder og passer på klenodier fra fortiden.

The Best Art You´ve Never Seen er ikke en liste af kunst fra obskure steder og kunstnere. Kunstværkerne kan du finde på et museum i nærheden af hvor du bor. Forfatterens formål er at få vore øjne til at spærre op for værker som ikke har fået den opmærksomhed som de skulle.

Forfatteren opdeler kunstværkerne i lyset af kapitler med følgende overskrifter:

Hidden by Chance
Hidden by Place
Hidden by Choice
Hidden by Hate
Hidden by Convention
Hidden by Art
Hidden by Conceptual Art
Hidden by Collecting
Hidden by Conservation
Hidden by Time

De fleste overskrifter giver umiddelbar mening. Det er forfatterens vurdering at vores moderne tilgang til kunst, kunst fetischisme, som han kalder det, gør mere skade en gavn.
Vi vurderer kunst ud fra dets monetære værdi, vi kigger på kunst i museer, hvor værkerne er taget ud af deres sammenhæng og tidligere formål. For at beskytte værkerne vises de i et så dæmpet lys at vi aldrig får fuld glæde af dem.

101 kunstværker finder du i den rigt illustrerede bog. Mine favoritter? Jeg så en imponerende vandreudstilling forrige år i Centre Pompidou i Paris, af Vassili Kandinsky. Jeg købte to flotte plakater som jeg fik indrammet og som nu pryder mine vægge. Kandinsky var, har jeg netop lært, inspireret af Mikalojus Konstantinas Ciurlionis fra Lithaun, hvis værker man kan se i landets nationalmuseum i Kaunas.

Køber du bogen, vil du helt sikkert falde for ”Bimbo Town”, en udstilling i en gammel fabrik i Leipzig. Den åbner for publikum en gang om måneden ved midnatstid. Og så kan du opleve noget du aldrig har prøvet før. Kunstneren er Jim Whiting. Spalding skriver, Eventually he settled in Leipzig, where he has built a world animated by compressed air – precision engineering turned into the most fantastic art.

Og endelig har vi også en aktie i bogen. ”The Trundholm Sun Chariot”, som du kan se på Nationalmuseet i dronningens by. Forfatteren er betaget af vores solvogn: This educational toy has the emotional clarity of a vision, skriver han.
Det kunne også være et slogan for hele bogen. Kunst beriger og løfter os. Derfor, må jeg foreslå at du køber bogen for at blive beriget og løftet?

Klik her for at gå videre til bogen.

med venlig hilsen

Erik Bsach Christophersen

tirsdag den 31. august 2010

The Eleanor Crosses

Bestil bogen her

I denne måned tilbyder Gyldendal Metropol dets medlemmer den første dedikerede biografi i knap 100 år om Edward I, en konge fra Plantagenet huset, der regerede i England i 1200 tallet.

Edward I gjorde hvad de fleste konger fra den tid gjorde, gik i krig, gik på jagt og tog på korstog, dog er der en af historierne om Edward, der skiller sig ud og stadig er rørende 700 år efter.

Edward I blev i 1254 gift med Eleanor of Aquitaine. Malerier viser os, at Eleanor var smuk, Edwards titel fortæller os, at han havde magt. Med andre ord grundlaget for god kemi var allerede blevet lagt. Det var en kærlighed, der varede livet ud og de var sjældent væk fra hinanden. Eleanor tog med Edward på korstog, det ottende af slagsen og, for at sige det på nudansk, lige så kikset som de andre.

Edward blev udsat for et attentatforsøg, hvor en muslim spiddede ham med en forgiftet pil. Overleveringen fortæller os, at Eleanor personligt sugede giften ud af kongens sår, hvilket vi skal tage med et gran salt, men historien fortæller os en større sandhed: at de to var forelskede. Det var følelser, der holdt livet ud.

Edward er en af de få konger, som så vidt vi ved ikke indlod sig på udenomsægteskabelige affærer.

I 1290 var Eleanors helbred skrøbeligt. Edward var på vej nordpå for at føre krig mod skotterne og hun fulgte efter i et mere adstadigt tempo. Men hun rammes af feber og hendes helbred forværres. Den 28. november dør hun i Harby, nær Lincoln med Edward ved sin side.
Edward var sønderknust.

Eleanors rester blev først ført til Lincoln Cathedral og derfra ført til Westminster Abbey i London hvor hun stadig ligger begravet. Rejsen fra Lincoln til London tog 12 dage.

De steder hvor ligtoget slog lejr for natten rejste Edward året efter et stort kors. De 12 kors blev samlet kaldt ”The Eleanor Crosses” og der er stadig 3 af disse tilbage i det engelske landskab.
Mit arbejde fører mig tit tæt på disse kors og jeg valgte at besøge hver og én af dem, idet moderne transportmidler kan presse de 12 døgn sammen til knap 5 timer.

Mit første kors var sidste kors på Eleanors rejse. Det over 10 meter høje kors findes midt på Waltham Cross´ gågade.
Waltham Cross befinder sig lige uden for Londons motorvejs ringvej, M25. I dag er stedet socialt nedslidt, med alt for unge mødre. Når ungdommen ikke er mødre er de skinheads. Den unge hvide arbejderklasse – eller arbejdsløshedsklasse – er kendetegnet ved at være både aggressive og racistiske. En af årsagerne til, at det engelske samfund ikke lider under bandekrige som vi eksempelvis ser i Danmark er, at ressourcesvage fra hver af alle kulturer holder hinanden i skak. En slags terrorbalance; selvtægt som garant for middelklassens fred.

Havde Eleanors prosession været mere fremsynet ville de utvivlsomt have valgt at overnatte to kilometer længere nede ad vejen ved Waltham Abbey, en oase midt i relativ fattigdom. Bydelen kunne gøre sig i Oxfordshire. Bynavnet refererer til kirken hvor kong Harald blev begravet, og hvis banemand i øvrigt var Plantagenets stamfar, William Erobreren.
Næste kors på vejen findes i Harringgate lige uden for Northamshire, som jeg når frem til ved mørkets frembrud. Korset er placeret op ad en park der skærmer korset fra storbyen. Dagens og solens stråler går på hæld, den moderne verden viger og det giver bedre plads til mindesmærker. Historie gør sig bedst i skumringen.

Midt mellem Northamshire og Lincoln finder du den lille idylliske landsby, Giddington, og her er det flotteste og bedst bevarede af de resterende kors. Giddingtons indbyggere består primært af ældre mennesker, hvor tiden går i et mere roligt tempo, og de er derfor passende vogtere for dette monument.

Monumenter er ekkoer fra fortiden. De giver os vore rødder. Men de over 700 år gamle Eleanor kors er mere end det. De bærer vidnesbyrd fra fordums tid om en mands kærlighed for en kvinde.

lørdag den 10. juli 2010

James Patterson



Bestil bogen her:

Som nævnt i medlemsblad nummer 140 så strandede jeg i Moskva grundet det islandske vulkanudbrud. I hele tre dage gik jeg rundt som illegal immigrant midt i kaos, en ny fornemmelse. Det var samme uge som den store bogmesse i London i april blev afholdt. Der var derfor stort mandefald blandt de deltagende. Et forlag, Harper Collins, fortalte mig at kun 17 % af alle deres arrangerede møder blev afholdt. Resten var vulkanafbud.
Derfor var den næste store bogmesse i New York i juni særligt velbesøgt, og jeg var blandt de omdirigerede blandt de besøgende.

Skulle du selv være på vej til New York kan jeg i øvrigt anbefale Red Hook området i Brooklyn. Jeg boede hos venner i Brooklyn som viste mig stedet. Up and coming.

Jeg skal ikke besvære dig med hvad man foretager sig på en bogmesse. Jeg går ud fra at man laver det samme som til møbelmesser, bilmesser og yachtmesser: leverandører og forhandlere mødes med sælgere for at vise den kommende sæsons nye modeller.

Der var tydeligvis større aktivitet end sædvanligt i The Javits convention cente. Den enes død…

Undertiden var der huller i min mødeplan og her elsker jeg at gå rundt blandt bogstande der repræsenterer forlag hvis udgivelser ikke rigtig passer ind i denne bogklub. Mind, Body, Spirit samt religiøse forlag. Derefter Selfhelp bøger som er en stor industri i USA.

Undertiden var der køer for bog signering. Jeg viser for neden billeder af Garry Trudeau som her signerer sin Doonesbury jubilæumsbog der viser hans bedste cartoons fra hans 25 år lange karriere.

Endnu et billede viser Kathryn Stockett der signerer sin debutroman, The Help, som vi tilbød forrige år og som har bestillingsnummer 244111. Bogen er på tilbud i medlemsblad nummer 141.
The Help blev en ”surprise bestseller”. Den havde et meget lille annoncebudget da den udkom. En vaskeægte ”word of mouth” bestseller.

Et sted på messen var der en forlægger der desperat forsøgte at få kunder til deres arrangement. For enden af den tre personer lange kø, sad musikeren Neil Sedaka med sin selvbiografi.
Sedaka, som du måske kan huske, leverede et utal af selvnynnende schlagere i 1960erne og 70erne.

Men en kø gjorde indtryk på mig som gammel rotte i faget. Jeg overdriver ikke når jeg skriver at folk stod tå mod hæl 100 meter fra James Patterson, der signerede sin seneste roman.
Pattersons romaner er præget af intens energiudfoldelse. Man sidder tilbage i åndenød, og det er hvad han kan. Du får ingen ny tese eller filosofisk betragtning fra Patterson, men du bliver underholdt til din livs glæde.

En af mine kolleger fortalte en årle mandag morgen at hun havde læst "The Private" af Patterson. Som hun undskyldende sagde, ”jo, den var da underholdende, men du ved, det er en type bog der hurtigt går i glemmebogen”. Hun fortalte samtidig at hun tog den med hjem fredag eftermiddag. Med andre ord, Patterson havde haft hendes fulde opmærksomhed en hel weekend. Det er hvad Patterson kan, gribe dig om struben og han slipper ikke taget før du har læst ham færdig.

Vi tager 179 kr for den, bestillingsnummeret er 250019. Gå til www.engelsk-bogklub.dk