The Eleanor Crosses

Bestil bogen her

I denne måned tilbyder Gyldendal Metropol dets medlemmer den første dedikerede biografi i knap 100 år om Edward I, en konge fra Plantagenet huset, der regerede i England i 1200 tallet.

Edward I gjorde hvad de fleste konger fra den tid gjorde, gik i krig, gik på jagt og tog på korstog, dog er der en af historierne om Edward, der skiller sig ud og stadig er rørende 700 år efter.

Edward I blev i 1254 gift med Eleanor of Aquitaine. Malerier viser os, at Eleanor var smuk, Edwards titel fortæller os, at han havde magt. Med andre ord grundlaget for god kemi var allerede blevet lagt. Det var en kærlighed, der varede livet ud og de var sjældent væk fra hinanden. Eleanor tog med Edward på korstog, det ottende af slagsen og, for at sige det på nudansk, lige så kikset som de andre.

Edward blev udsat for et attentatforsøg, hvor en muslim spiddede ham med en forgiftet pil. Overleveringen fortæller os, at Eleanor personligt sugede giften ud af kongens sår, hvilket vi skal tage med et gran salt, men historien fortæller os en større sandhed: at de to var forelskede. Det var følelser, der holdt livet ud.

Edward er en af de få konger, som så vidt vi ved ikke indlod sig på udenomsægteskabelige affærer.

I 1290 var Eleanors helbred skrøbeligt. Edward var på vej nordpå for at føre krig mod skotterne og hun fulgte efter i et mere adstadigt tempo. Men hun rammes af feber og hendes helbred forværres. Den 28. november dør hun i Harby, nær Lincoln med Edward ved sin side.
Edward var sønderknust.

Eleanors rester blev først ført til Lincoln Cathedral og derfra ført til Westminster Abbey i London hvor hun stadig ligger begravet. Rejsen fra Lincoln til London tog 12 dage.

De steder hvor ligtoget slog lejr for natten rejste Edward året efter et stort kors. De 12 kors blev samlet kaldt ”The Eleanor Crosses” og der er stadig 3 af disse tilbage i det engelske landskab.
Mit arbejde fører mig tit tæt på disse kors og jeg valgte at besøge hver og én af dem, idet moderne transportmidler kan presse de 12 døgn sammen til knap 5 timer.

Mit første kors var sidste kors på Eleanors rejse. Det over 10 meter høje kors findes midt på Waltham Cross´ gågade.
Waltham Cross befinder sig lige uden for Londons motorvejs ringvej, M25. I dag er stedet socialt nedslidt, med alt for unge mødre. Når ungdommen ikke er mødre er de skinheads. Den unge hvide arbejderklasse – eller arbejdsløshedsklasse – er kendetegnet ved at være både aggressive og racistiske. En af årsagerne til, at det engelske samfund ikke lider under bandekrige som vi eksempelvis ser i Danmark er, at ressourcesvage fra hver af alle kulturer holder hinanden i skak. En slags terrorbalance; selvtægt som garant for middelklassens fred.

Havde Eleanors prosession været mere fremsynet ville de utvivlsomt have valgt at overnatte to kilometer længere nede ad vejen ved Waltham Abbey, en oase midt i relativ fattigdom. Bydelen kunne gøre sig i Oxfordshire. Bynavnet refererer til kirken hvor kong Harald blev begravet, og hvis banemand i øvrigt var Plantagenets stamfar, William Erobreren.
Næste kors på vejen findes i Harringgate lige uden for Northamshire, som jeg når frem til ved mørkets frembrud. Korset er placeret op ad en park der skærmer korset fra storbyen. Dagens og solens stråler går på hæld, den moderne verden viger og det giver bedre plads til mindesmærker. Historie gør sig bedst i skumringen.

Midt mellem Northamshire og Lincoln finder du den lille idylliske landsby, Giddington, og her er det flotteste og bedst bevarede af de resterende kors. Giddingtons indbyggere består primært af ældre mennesker, hvor tiden går i et mere roligt tempo, og de er derfor passende vogtere for dette monument.

Monumenter er ekkoer fra fortiden. De giver os vore rødder. Men de over 700 år gamle Eleanor kors er mere end det. De bærer vidnesbyrd fra fordums tid om en mands kærlighed for en kvinde.