Forordet for medlemsblad 149

Det grå guld

Jeg kan godt mærke, at jeg i disse år oftere går i land på mit hjemlands strande. Så jeg smuglytter naturligvis af og til til den danske debat.
Indvandrerdebatten måtte efter min mening gerne snart udvandre.

Der kører minsandten også lige nu en debat om forfattere og kritikere, hvor kritikere kritiserer forfattere og forfattere forfatter kritik af kritikere.

Mit bidrag til en god bogomtaletone er, at danske medier burde ansætte mig til at anmelde og give hjerter til selve boganmeldelserne. Her er et resume af mit cv:

• Jeg er ikke følelsesmæssigt involveret i debatten.
• Jeg kender ikke forfatterne  
• Jeg kender ikke kritikerne.
• Jeg har ikke været i seng med ovenståendes koner – og hvad der er indlysende endnu vigtigere, jeg tvivler stærkt på, at de har været i seng med nogen af mine.
• Jeg går ikke til danske litteraturarrangementer.
• Desuden, mit ego er på lavt blus i Danmark, idet mine venner i England kun har en svag idé om hvad jeg egentlig går og laver.

Nå, mens de danske aviser tygger lidt på mit tilbud, så vil jeg kaste mig over mit egentlige forehavende: Jeg har nemlig også læst, at dansk erhvervsliv fyrer de grå hår i organisationerne. Og debatten går på, om der er tale om aldersfascisme.
Til dette har jeg følgende bidrag.

Jeg har en god ven, Dmitri Klimov, som er koncertpianist (du kan se hans hjemmeside her http://www.dmitriklimov.dk/ ).
Jeg har besøgt ham og hans familie flere gange i Moskva, hvor musikken under disse rejser er i centrum.

En aften gik vi til afgangsprøve for håbefulde nye talenter på Moskvas Tchaikovsky konservatorium, en musikalsk institution af nærmest mytologiske proportioner.
12 studerende viste, hvad de kunne foran tangenterne, og det var ærligt talt forrygende. De var intet mindre end fantastiske og jeg må indrømme, at jeg blev forført af deres joie de vivre.
Flere af dem har utvivlsomt en international karriere foran sig.

Aftenen efter blev Brahms 1. klaverkoncert opført i konservatoriets store sal, med en af konservatoriets store professorer som solist.

Undervejs hviskede Dmitri til mig - til sammenligning med aftenen forinden - ”Now this is the maestro”!
Det var sandt. Han var omkring 65 år gammel. Han sad oprejst i ophøjet ro og havde tydeligvis musikken i sin magt. Han hvilede i sig selv, hvilket smitter af på hele orkestret.
(Der er i øvrigt følgende russiske udtryk: Hvis en pianist spiller bøjet over tangenterne så sidder publikum med rank ryg. Sidder pianisten med rank ryg, så er det publikum der bøjer sig frem).

Ungdommens bravura var denne aften skubbet til side for at kunne koncentrere sig om det vigtige, i dette tilfælde, kunsten.
Ungersvende og ungmøers ofte fandenivoldske gå-på-mod skal altid være hjerteligt velkommen i ethvert firma og samfund. Men kontinuitet, overblik, ro, og en lille bitte smule konservatisme er lige så vigtige ingredienser.

Det er også vigtige ingredienser i enhver roman. Med alder kommer refleksion og uden refleksion ingen roman, hvilket man godt kan reflektere lidt over før, man skal i gang med at fylde indkøbskurven med denne måneds samling af menneskelig forståelse akkumuleret over mange år.

God læsning
Erik Bach Christophersen